Jeg fik at vide en mandag, at det var en kræftsvulst, der sad i mit bryst og allerede onsdag var der en tid til operation. Det var betryggende, når nu det skulle være.
Lægen, der skulle operere mig, ville helst tage hele brystet, blandt andet pga. min genetik, ja han var allerede optaget af hvad der burde ske med mit andet bryst, men det var jeg var bare ikke i stand til at forholde mig til. Så aftalen blev at det kun skulle være knuden og så skulle lymferne tjekkes ved noget de kalder en skildvagtsnote.
Det afdramatiserede det hele rigtig meget, at jeg skulle møde ind om morgenen og forvente at komme hjem igen samme dag. Klog af skade fra mammografien havde jeg en god veninde med til at høre og være der sammen med mig.
På en måde var det lettere end mellemtiden, hvor jeg ikke kendte svaret, at vide nu er det sådan her. Mit fokus var på at komme frem til at blive lagt til at sove onsdag, så måtte alt andet komme derefter. Og så var det på at alle mine 3 sønner ville komme hjem - det betød bare alt.
Livet bliver på nogen måder meget enkelt i sådan en krisesituation. Der var ingen tvivl om, hvad der var vigtigt. Og det føltes priviligeret og livsnødvendigt at have mine nære omkring mig dagen igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar