Kvalmehåndtering

Kvalme er egentlig et pudsigt fænomen. Det kan være ret svært at afgøre, hvilken del af den der er fysisk og hvilken der er psykisk. Måske er det heller ikke sådan at skille ad, for krop og psyke er jo vævet sammen, måske kan man sige som to sider af samme mønt.

Jeg er en af de heldige, der ikke har været voldsomt plaget af kvalme efter min første kemokur, det er jeg taknemmelig for. Jeg har valgt at få akupunktur under mit forløb, og det kan være en del af forklaringen. I hvert fald kunne jeg efter min behandling i dag tydeligt mærke, at den kvalmetærskel jeg har været mig meget bevidst siden behandlingen i torsdags trak sig markant tilbage om ikke helt væk.

For skønt jeg ikke er meget plaget, har kvalmen ligget lige i baggrunden hele tiden. Jeg har følt, jeg balancerer lidt på en knivsæg, men jeg har også opdaget, at jeg faktisk selv er med til at bestemme hvor meget magt kvalmen får.

En del af det handler om at vende mine tanker, når jeg kommer til at synes det er lidt for træls. Jeg kan tænke, åh hvor er jeg dårlig, og så er jeg virkelig dårlig - og alt der kan vende sig i mig, vender sig, Men jeg kan også vælge at flytte mit fokus, væk fra det jeg bliver dårlig af at tænke på. Det er ikke en tryllekur, der får alting til at gå væk, men det er forskellen på om det er bærligt eller får lov til at vokse.

En anden og måske den vigtigste del handler om at respektere det, bevidstheden om kvalmen fortæller mig. Kaffe og vin for eksempel skal jeg i disse dage bare tænke på at røre, så kan jeg mærke den rører på sig. Jeg skal også lade være med at blive for sulten, for så stiger den med det samme. Jeg kan være aktiv og har godt af at være det, men presser jeg den for meget, får jeg også en advarsel.

På det plan skal jeg måske se den som en ven, fordi jeg får at vide hvad min krop kan være med til lige nu og indrette mig derefter. Og jeg tror rigtig meget i dette forløb handler om at kunne lige netop det.