Om at erkende sine grænser

Når man har haft sig lidt af en superwoman identitet, kan det være svært at affinde sig med sine begrænsninger. Da mine børn var små, var jeg sådan en der klarede krævende fuldtidsarbejde, deltog i frivilligt arbejde af forskellig slags og altid var den der meldte sig til at bage eller køre eller noget helt tredie, når der skulle fordeles opgaver i børnenes skole eller børnehave.

Det er måske fint nok når man er ung og fuld af kræfter, men set i bagspejlet kan jeg også se at jeg måske også havde lidt behov for at bevise noget. Helt i tråd med det moderne samfunds idealer: en voksen kvinde klarer sig selv og kontrollerer sin tilværelse ind til benet.

Gennem tid og erkendelser er det faktisk lykkedes mig at kaste en god del af disse reflekser af mig, jeg er langt henad vejen en der nyder at skabe ro om mig og finde rekreative hjørner. Godt nok lave god mad til mine gæster, men også hylde at anstrengelserne ikke er større end jeg er frisk til at nyde selskabet.

Jeg kan endda finde på at hylde dovenskab som en kunstart, skønt den lynende husmor inde bagved brokker sig og synes nu skal jeg tage mig sammen. Så jeg synes jeg langt henad vejen har lært balanceringen mellem at yde en indsats og passe på sig selv.

I min arbejdsidentitet er jeg dog nok stadig  en slider, der gerne ser hele vejen rundt og elsker at være med til at få tingene til at hænge sammen.Det har vist noget at gøre med et indbygget Svensmark-gen, det at tage meget ansvar, nogen gange helt ude på overdrevets rand.

Derfor har det også været, eller rettere er, rigtig svært for mig, at jeg i dette er ramt på min arbejdsidentitet.
Efter min operation stod det bare i hovedet på mig, at jeg skulle i gang på arbejde igen, og det skulle være fuldtids.

Ingen tvivl om at det har været godt for mig her i mellemtiden mens jeg ventede på min efterbehandling, men det har også været fyldt af frustrationer. Dels var fuld tid nok lige at spænde buen for hårdt, jeg syntes selv jeg kunne magte det, men gik hjem og var drænet fuldstændig hver dag. Dels er det bare svært at være på en arbejdsplads, hvor alle har travlt og det er svært at få dækket hullerne, og så være den der ikke kan påtage sig noget og den man ikke kan regne med, da jeg jo af gode grunde ikke duer til langtidsplanlægning for tiden.

Alt det der er svært i det, hører udelukkende hjemme hos mig selv, kolleger og ledere har antydet at jeg jo kunne træffe andre valg og passe lidt mere på mig selv, og ingen har vist manglende forståelse for at det ikke er mig der melder mig til det ene og det andet. Vi har ovenikøbet kunnet joke med at nu skal jeg lære at sidde på mine hænder, en øvelse jeg ville have godt af i forvejen uden disse omstændigheder.

I sidste uge efter min forsamtale før kemoterapien måtte jeg så erkende,at nu er det tid at smide håndklædet i ringen og melde mig syg. Sikke en kamp, og som jeg har fortalt andetsteds i denne blog kostede det tårer at tage på arbejde og fuldføre min beslutning.

Der var så meget sorg i det, at jeg har været nødt til at undre mig over, hvorfor det er sådan. Selvfølgelig er det altid et tab ikke at kunne det samme som man plejer, det er jo en del af det menneskelige grundvilkår, der hører med til at vi ældes og kroppen forfalder. Og så er der al det identitet vi binder op på vores arbejde, den mistes jo også på en måde.

Men hvorfor så meget sorg? I mit tilfælde er der jo gode chancer for at det hele bare er sat på pause og jeg får lov at vende tilbage med fuld indsats. Men det er selvfølgelig et meget håndgribeligt vidnesbyrd om at det er alvorligt, det jeg står i.

Og så lever vi jo i en tid hvor fokus på arbejde er så massiv, at selv når det er pga. sygdom, er det svært at tænke sig ud af det uden dårlig samvittighed. Arbeit macht frei - ved vi jo godt - eller får tudet ørerne fulde af.

Det har nok også en masse at gøre med det at kunne give slip, og det har vist aldrig været en af mine største grundkompetencer.

Men nu har jeg så givet slip, sygemeldt mig til efter min første kemobehandling, og affundet mig med tanken om at nu er det måske begrænset hvad jeg skal i den sammenhæng, til jeg er på fode igen.

Og det er der ro i. Jeg kan overskue tingene dag for dag nu, jeg kan være glad, nyde solen - ja selv de tørklæder der skal dække over mit snart skaldede hoved var der glæde i at købe og prøve.

Sjovt ikke? Nu hvor jeg har givet slip på min tapperhed, oplever jeg faktisk meget mere mod på det hele.