lørdag den 29. juni 2013

Omsorg og trøst

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der aldrig er facitlister, når det kommer til mennesker. Eller det er måske ikke helt korrekt udtrykt, for den overbevisning har fulgt mig som en rød tråd, måske så længe jeg kan huske. Men den bliver mere og mere understøttet gennem de erfaringer, jeg gør mig.

Og når det så er sagt, så er der selvfølgelig ting som jeg holder for at være sandheder, men det er jo altid ud fra mit perspektiv. Og jeg anerkender fuldt ud der kan være andre.

En af mine kæpheste når jeg underviser i eller arbejder med sorg er at trøst er et meget misforstået begreb, egentlig et begreb jeg helst så slettet af det danske sprog. Og det er en kæphest der er blevet understøttet af mine erfaringer, både gennem mine personlige tab af elskede mennesker og nu i forbindelse med mit sygeforløb.

Jeg er sikker på, det er i en god mening, når vi vil trøste andre. Så når jeg bliver mødt af ca. samtlige historier i hele landet om brystkræftpatienter der er kommet sig og er godt videre, så anerkender jeg hensigten de er blevet fortalt mig i - et ønske om at bringe håb og trøst.

Men nogen gange har den slags gode intentioner en bivirkning, for ens bekymring, sorg, træthed, opgivenhed forsvinder jo ikke af, at det er gået nogen andre godt. Måske tværtimod, man kan godt blive fanget i en ide om at andre ikke kan holde ud at være der sammen med en i håbløsheden, hvis det altid er historier om happy-endings man bliver mødt af.

Og så er det man kan begynde at føle sig forkert med sine følelser og det er altid en blindgyde at bevæge sig nedad.

Jeg havde et par dage i sidste uge, hvor det ikke var så nemt at holde humøret højt. Da en veninde sms'sede og spurgte hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg har lige en dag, hvor jeg synes det er synd for mig. Hendes svar var: Jamen det er jo også synd for dig. Har du brug for mig til noget?

Og det var så befriende. Befriende at blive set, og bare anerkendt for at lige nu har jeg det som jeg har det. Vejen væk fra 'synd for mig' blev faktisk meget kortere.

Det er jo ikke fordi det er sundt at dyrke selvmedlidenhed, ked-af-dethed og træthed, det er bare heller ikke sundt ikke at være der og ikke at mærke det, hvis det er en del af de følelser, der bor i dig. Så løftet ud af det svære, er ikke at andre partout vil have trukket dig andre steder hen, men det er at mærke og anerkende det. Og den største hjælp eller omsorg jeg i den forbindelse kan få er fra mennesker, der bare tør se det og være dér sammen med mig.

fredag den 28. juni 2013

Sygdom og motion

I over et år har jeg gået og prøvet at tage mig sammen til at starte i motionscenter igen, men der har været alle mulige gode undskyldninger undervejs. Og indrømmet jeg er en doven sjæl - gennem tiderne har jeg da motioneret, men stort set altid for resultatets skyld - processen har jeg sjældent oplevet som nogen nydelse.

Men nu fik jeg kniven på struben, da jeg måtte se en kræftdiagnose i øjnene, og en tid jo ikke vidste hvor alvorligt det var.

Og i samtalerne forud for kemoterapien blev det nævnt mere end én gang, hvor vigtigt det er for, hvordan man kommer igennem, at være fysisk aktiv undervejs. Og måske netop fordi det blev sagt uden at jeg har mødt en eneste løftet pegefinger undervejs, kom beslutningen til at ligge snublende nær.

Kort tid efter den første kemoterapi, fik jeg ringet til det lokale motionscenter Kom-I-Form og før jeg så mig om, var jeg i gang der.

Jeg har spekuleret rigtig meget over, hvad det er, der er anderledes nu, for jeg har en helt anderledes oplevelse af motionen, end jeg rigtig har kendt til nogensinde før. Faktisk så nyder jeg det, sveden på panden og den høje puls, og det lige at tage et lille nøk mere, når jeg synes at nu er det da ved at være nok.

Det troede jeg aldrig skulle overgå mig, at tilrettelæggelsen af mine dage, så der er plads til Kom-I-Form er lige så meget drevet af lyst og behov, som af en følelse af pligt og fornuft.

Der er sikkert ikke kun et svar på det.

En meget vigtig del er nok, at det er en aktiv handling, som jeg kan tro på, betyder noget for, hvordan mit sygeforløb bliver. Det er en vej ud af afmagt, jeg kan handle, i stedet for at gå og vente på at det hele en gang er overstået. Det giver velvære og glæde.

Så er der den fysiske/psykiske gevinst. Der har været rigtig meget adrenalin og uro i min krop siden kræftdiagnosen, og motionen brænder noget af det af, skaber ro og en god træthed, som gør det muligt at få en rimelig nattesøvn, en ikke uvæsentlig gevinst.

En anden ting er ambitionsniveauet. På forhånd har det været godt nok, hvis bare jeg kunne komme afsted og røre mig lidt ½ time om dagen. Jeg har ikke skullet leve op til at tabe mig i en bestemt takt, forbedre fedtprocenter eller forbedre længden på mine motionscykelture. Jeg skal slet og ret bare være i gang, og kan klappe mig selv på skulderen, bare jeg lever op til det.

Og måske er det lige præces den frihed, der giver mig ambitioner alligevel, så der stille og roligt bliver lagt kilometer på cyklen og vægt på cirkeltræningen. Og jeg i dag pavestolt kunne bralre ud med på Facebook, at nu havde jeg tilbagelagt 15 km på motionscyklen.

Endelig er det virkelig rart at være i motionscenteret. Jeg har haft en fordom om at det var ene veltrænede skønheder, der kom sådan et sted, og at det ville være flovt for en halvgammel halvfed gimpe som mig at knokle rundt med sved på panden, men sådan er det langt fra. Her er alle slags og de allerfleste er venlige og imødekommende. Og introduktionen og hjælpen til et træningsprogram fra ejerens side er afpasset, så det bliver til lige det, der nu passer til mig.

Faktisk har jeg slet ikke følt mig klodset, akavet eller dum, som er den følelse der for mig har været knyttet sammen med de allerfleste idrætstimer i min fjerne fortid som skolesøgende. Selvfølgelig har det noget at gøre med, hvor jeg selv er med alt dette, men det skyldes også den gode og trygge atmosfære jeg oplever i Kom-I-Form.

Jeg kan jo ikke bare hvad som helst, så her som med alle andre ting er der en balancegang at gå. Jeg har erfaret, at når jeg lige har været i kemoterapi så kan jeg godt være i bevægelse, men min puls skal ikke presses voldsomt i vejret. Det føles godt at kende sin krop på den måde, og så også mærke, hvordan jeg allerede efter et par dage har kunnet knokle lidt mere på og efter en uge er tilbage på fuldt niveau og igen kan presse pulsen og sveden frem for alvor.

Hvordan det videre forløb bliver, kan jeg jo ikke vide. Men det opleves som betryggende, at jeg så stærkt kan mærke, hvad jeg kan og ikke kan. Så skal jeg bare formå at huske at lægge ambitionerne væk og lytte til det kroppen fortæller mig, hvis jeg i forløbet kommer til at kunne lidt mindre end jeg kan nu.

Hvem ved, det kunne risikere at ende med at jeg er i væsentlig bedre form, når jeg er ovre alt dette, end jeg var før? I så fald en velkommen 'bivirkning'.

tirsdag den 25. juni 2013

Noget om belastning og kognitive funktioner

Distraktion kan jeg ikke hævde er en ny ting for mig. Jeg har længe haft for vane at se efter i køleskabet, når der er noget, jeg ikke kan finde, det være sig en havesaks eller mine nøgler. Mine søskende og sikkert også mine børn vil kunne fortælle historier om åndsfravær, som de vist til tider har fundet vanvittigt irriterende.

Noget af det jeg oplever i denne periode er i familie med distraktionen, bare noget mere indgribende. I tiden efter min operation kunne jeg for eksempel slet ikke læse, det var som om, at det kunne hjernen overhovedet ikke forholde sig til, der var bare noget der gik på kryds i hovedet og låste sig.

Aftenen før jeg skulle opereres, og hvor jeg egentlig troede jeg var rimelig fattet, skulle jeg slå masker op til et halstørklæde og måtte sande, at jeg var fuldstændig ude af stand til at tælle, det gik galt gang på gang.

Nu går det rimeligt, i hvert fald de dage, jeg holder mig rimelig nede i tempo, lytter til min krop og anerkender mine begrænsninger.

Det siger noget om, at selv når vi i en belastet situation tror, vi har styr på det, så er det noget der kræver en masse af vores system, så kapaciteten så at sige må omlægges. Er der overlevelse på færde, er evnen til at læse eller tælle masker jo knap så vigtige.

Egentlig er det jo et ganske genialt træk fra naturens side, at når der er trusler på færde, så omdirigerer vi kapaciteten til det der er vigtigst, så vi stadig fungerer på et eller andet niveau.

I mit arbejde i psykiatrien har jeg aldrig været glad for at bedømme folks intelligens eller kognitive evner, det siger i hvert fald efter min mening højst noget om, hvor mange belastninger et menneske er udsat for. Den tanke har også belæg i de ting hjerneforskningen finder ud af, at når vi er i krise flytter vi energien fra de mere avancerede funktioner og vender tilbage til det helt basale.

Det går jo typisk ud over hukommelsen. Alle der har mærket en flig af at blive stresset kender til at det pludselig er svært at huske de 4 ting der skulle købes ind eller den aftale man har lavet dagen efter eller tråden i en samtale man fører.

Første gang jeg oplevede disse ting rigtig alvorligt var i sorgen over min mand Per. Jeg blev meget forskrækket - jeg kunne hverken læse eller huske fra min næse til min mund, og det var også der vanen med at se efter i køleskabet, når jeg har forlagt noget, for alvor blev grundlagt.

Heldigvis blev det en erfaring, at disse ting løsnede grebet igen efterhånden som der kom mere ro på og jeg fik levet mig gennem sorgen og krisen. Det har været og er en god ballast at have med mig, når nogle af de samme ting nu kan finde på at spille mig et puds igen.

torsdag den 20. juni 2013

Kan man genoptræne et bryst?

Nej vel? Det troede jeg heller ikke, men jeg er blevet positivt overrasket og klogere.

En tid efter min operation blev jeg vurderet af en fysioterapeut på Hjørring Sygehus, min bevægelighed var over forventet, men hun henviste mig alligevel til den kommunale genoptræning, da hun mente jeg kunne få noget hjælp til mit operationsar.

Jeg havde rigtig svært ved at forestille mig, hvad det kunne gå ud på, og troede jeg ville skulle møde op til en enkelt samtale og  få noget at vide og så var det det. Men jeg blev både overrasket og imponeret over den store hjælpsomhed og professionalisme jeg har mødt.

Som jeg har beskrevet tidligere får mit ar mit bryst til at krølle sig sammen, så det ligner et tvillingebjerg. I genoptræningen bruger fysioterapeuten sine evner til at løse op for arvævet, så det stille og roligt - meget stille og roligt - folder sig mere og mere ud.

Man kunne måske mene det er en detalje med et vansiret bryst frem for helt at have mistet det, men jeg kan mærke det betyder rigtig meget, at jeg nu kan se for mig, at det vil vende tilbage til at se næsten normalt ud igen. Og jeg er glad og taknemmelig for der også kan blive draget omsorg for det.

Samtidig møder jeg et betænksomt menneske, som hver gang er omkring mit velbefindende, spørger ind til min situation og kommer med råd og kommentarer. Det er intet mindre end uvurderligt lige at blive holdt lidt i hånden på denne måde, for til tider kan det jeg er ude i godt føles som en både ensom og lang kamp.

Så hatten af for den kommunale genoptræning, det er et godt stykke arbejde, der lægges her.

mandag den 17. juni 2013

Træthed

Træthed!

I dag har jeg skullet arbejde noget med mig selv. Skruen er strammet efter den anden kemo, og jeg har følt mig træt, alt for træt.

Det er noget underligt noget med træthed. Der findes den der velsignede træthed, når man er mæt af bevægelse, lys, luft og aktivitet. Det kan være en smule hårdt, men er egentlig mest rart, det er jo en skøn følelse at byde dynen velkommen, når man glider ned under den om aftenen og mærke hvordan afslapningen og hvilen kommer til dig.

Men så er der en anden træthed, den jeg har slåsset med i dag, og den er mere ond. Den sidder under kindbenene og strammer huden ud, den sidder som en tåget fornemmelse bag panden, den svøber sig om knoglerne og den udmarver.

Den påvirker koncentrationen, man spilder, når der skal hældes vand op, taber tingene ud af hænderne, hvis man er doven og vil bære for meget ad gangen, den skaber en helt bogstavelig fornemmelse af at gå lidt ved siden af sig selv.

Den kan ikke hviles væk.

Og dog - den kan holdes en smule i ave. Midlet er at være i ro, holde sig fri af stress og undgå det bliver for voldsomt, for så er vejen op uoverstigelig lang. Det er bare væsentlig nemmere sagt end gjort, og svaret er heller ikke at gemme sig i sofaen og vente på det hele går over.

Det værste ved den der ondere træthed er at den kan godt være til at tabe humøret over. Sådan en dag har jeg haft i dag, hvor jeg lige skulle synes, at puha der er lang vej igen - og det her er synd for mig. Og når så trætheden sidder og lurer i alle led er vejen op længere end den ellers plejer at være for mig.

Det er der så også flere ting i. Man kan ikke være i min situation, og så bare synes det hele er godt og være glad hele tiden, så der er også noget sundt og rigtigt i at give sig selv lov til at mærke den sorg det er, at være ramt af kræft og dens følger. Vejen til glæde går også gennem at mærke sit mismod.

Der er ikke noget galt i lige at mærke sorgen og selvmedlidenheden, det er bare ikke et sted, der er til at holde ud at være for længe ad gangen, i hvert fald ikke selvmedlidenheden.

Det hjælper så heldigvis lidt på den onde træthed, at søge lidt af den gode. Være lidt fysisk aktiv, have noget at tage sig til, noget at blive 'rigtig' træt af. Men balancen er hårfin, og jeg rammer ikke hele tiden rigtigt.

I dag for eksempel hjalp det mig dog at komme ind at tage en god halv time på motionscyklen, der er både noget rent fysisk i det og den gode samvittighed overfor mig selv og min krop det giver.

Jeg kommer vist til at holde mig selv grundigt i ørerne den kommende tid og minde mig selv om alle balancegangene og tilgive mig selv, når jeg snubler.

fredag den 14. juni 2013

Kemo - anden runde

Så var det tid til anden ombæring i går. Det er allerede velkendt nok til, at det ikke føltes voldsomt dramatisk at skulle afsted.

Dagen før kemoen skal man op og have taget blodprøver, fordi immunforsvaret skal være tilbage på et vist niveau, før de giver behandlingen. Mine tal var heldigvis på plads, og skønt de har forklaret at det ikke behøver være alarmerende, hvis de ikke er, så er det en lettelse ikke at blive forsinket i min behandling. Det ville bare være så skønt hvis den slutdato, jeg har regnet mig frem til, kommer til at holde stik.

En god veninde gør det helt storslåede for mig, at hun kommer hver gang - og bliver bagefter til jeg er klar til at være alene igen. Hun kom onsdag til aften og tog af sted i dag før middag. Det er godt, trygt og også hyggeligt. En god 'bivirkning' af det hele at få den tid sammen.

Vi havde en stille morgen og var fremme ved sygehuset i god tid. Jeg var lige blevet kaldt ind på stuen, da patienten ved siden af mig fik en voldsom allergisk reaktion. Der blev trykket på en alarmknap og på ingen ting myldrede det med mennesker, vi blev bedt om at gå udenfor igen.

En af de ting der imponerede mig var, at allerede mens de var ved at tage sig af det, de skulle tage sig af på stuen, var der overskud til at vise os opmærksomhed. Fortælle hvad der skete, undersøge om vi var blevet forskrækkede og i det hele taget vise omsorg.


Derefter kom jeg ind igen og fik min behandling uden problemer. Sammen med god snak og svar på de spørgsmål jeg havde.

Bagefter blev det til en lille strøgtur, men så var der heller ikke mere energi til den dag. En del af forklaringen på det er nok, at selv om jeg syntes jeg havde det fint nok med det hele, så er der bundet meget psykisk energi i det der sker.

Ellers er jeg ok, har det ikke væsentlig værre end sidst, blot en fornemmelse af at skruen er blevet strammet en omgang.

Til min egen stolthed lykkes det mig at komme ind i Kom i Form og tage en tur på motionscyklen, da min veninde var kørt i dag. Her kan jeg mærke kemoen, jeg kan ikke presse mig selv ret højt op i puls, men jeg fik da taget 6 km med en lidt lavere belastning - og det betyder meget for mig jeg kunne det. Men det er så også stort set det jeg har udrettet i dag, hvis sofa, facebook og fjernsynskiggeri ikke tæller med

Så nedtællingen er godt i gang, nu er der kun 4 gange tilbage - en gang til med de samme stoffer, og så bliver det nok en noget skrappere omgang, men der skal der så heldigvis kun tælles til 3.

tirsdag den 11. juni 2013

Løst og fast om bivirkninger

Til samtalen forud for min efterbehandling, bed jeg fast i en en sætning lægen sagde: 'Du skal helst mærke lidt bivirkninger, det er tegn på medicinen virker.'

Den sætning har været god for mig. Og lige vendt min tænkning om bivirkninger lidt på hovedet.

For eksempel har det hjulpet mig til næsten at byde mit hårtab velkomment. For i stedet for at tænke: 'Hvad skal det nu også til for, har jeg ikke nok at døje med.' har jeg kunnet tænke: 'Jamen så virker skidtet da.'

At jeg så her også er hjulpet på vej af min nysgerrighed, på de ting der sker, og faktisk er fascineret af, at jeg kan synes, jeg er smuk uden hår, og mit ansigt nu træder frem på en måde jeg godt kan lide.

Det er lidt det samme med kvalmen, som jeg jo ikke har været så hårdt ramt af, og følelsen af at gå rundt og være en kemisk fabrik. Når det lykkes mig at tænke om det, at det er tegn på at kuren kommer omkring i min krop og virker, så er det også en hjælp til at vende mismodigheden, når jeg synes at det er et langt og trælst forløb jeg ser henimod. Her er nysgerrigheden også en hjælp, skønt jeg ikke på samme som med håret er så vild med det, der sker med mig.

Lidt mere absurd bliver det, når man har bivirkninger af det medicin som skal hjælpe mod bivirkningerne. Jeg har fået et voldsomt udslet i ansigtet, som viser sig at være en hudlidelse der lå latent hos mig, den hedder rosaceo.

En af de ting der får den til at blusse op er binyrebarkhormon, som jeg skal have i forbindelse med hver kemoterapi. Fuld af håb ringede jeg til onkologisk, jeg er lidt af en medicinskeptiker og slet ikke vild med binyrebarkhorman - men som hun sagde sygeplejersken er det jo altid en afvejning af fordele og ulemper, og jeg har brug for den, både for at holde kvalmen nede,  men især fordi den forebygger allergiske reaktioner.

Og for måske første gang i mit liv har jeg behov for at være autoritetstro og tænke det er bedst at gøre det, de anbefaler. Så nu får jeg penicillinsalve til at modvirke effekten af medicin jeg får for at modvirke effekten af...

Jeg kommer til at tænke på noget med en havregrynspakke med et billede af en dreng der sidder og spiser havregryn, og der er en pakke med et billede af en dreng der sidder og spiser havregryn, og der er en pakke med ... det er som det er nødt til at være, men også lidt absurd.

Jeg håber ikke autoritetstroen er en blivende bivirkning. ;-)

I den mere pudsige ende af bivirkningshistoriener er at jeg har været nødt til at opgive mit liv som delvis vegetar, min trang til kød er sipmpelthen alt for påtrængende, og den har jeg valgt jeg er nødt til at lytte til. Der er en god forklaring, for jeg har brug for protein.

Det kan så næppe kaldes en bivirkning at jeg er begyndt at dyrke motion, og faktisk er begyndt at føle mig afhængig af det. For første gang i mit liv nyder jeg faktisk at trampe i pedalerne i motionscenteret, det er ikke alene noget jeg gør fordi det føles godt bagefter.

Livet er virkelig forunderligt.


søndag den 9. juni 2013

Kemoengle

Det er tid at eksperimentere lidt med engle.
Denne ved siden af malede jeg efter min samtale forud for kemoterapien. Siden blev jeg fascineret af at den orange farve, ligner farven på det ene af de stoffer jeg får og skal have også de næste to gange.
Den skaldede engel ligner en der giver mig mod og kraft.







I denne weekend har jeg været med på Skabende Kunstværksted på BAS og her har jeg lejlighed til at fordybe mig lidt mere i mine kemoengle, smukke skaldede væsener, med mystisk kraft.










Her er endnu en - måske lidt tøvende men fortrøstningsfuld i et overvældende landskab.













Sluttelig hende her, som jeg endnu ikke helt ved om skal udstyres med en kjole.

I øvrigt vil jeg lade kemoenglene tale for sig selv, de siger sikkert noget forskelligt til os hver især.

torsdag den 6. juni 2013

Arbejdsglæde

I tirsdags genoptog jeg mit arbejde, efter 2 ugers sygemelding omkring den første kemoterapi, jeg er dog kun delvist raskmeldt nu.

Jeg syntes selv, jeg var så uambitiøs som overhovedet muligt, da jeg foreslog, at jeg skal arbejde 4 halve dage om ugen, men kan her efter min første arbejdsuge godt mærke, at jeg ikke skal stræbe efter mere i den tid, jeg er i behandling.

Men hvor var det dog dejligt at komme tilbage, og også at føle jeg trods alt kan gøre lidt fyldest, skønt det er på under halv kraft.

Hvad er der med den arbejdsglæde? Jeg ved jo godt, jeg er et privilegeret menneske, som bestrider et job, jeg brænder for. Det er da en vigtig del af det. Det er betydningsfuldt og godt at bevare en kontakt og følge med i det der sker i de to huse jeg for tiden er knyttet til.

Og de to ugers sygemelding var godt for mig, fordi jeg er nået til en accept af, at i denne periode er min rolle på arbejdspladsen langt mere tilbagelænet, end jeg er vant til. Jeg har accepteret, at det jeg kan, er at gøre fyldest når jeg er der og planlægning og tagen ansvar må overlades til de gode kolleger. Men jeg skulle ud og give helt slip, for at nå dertil.

Tror det er en folkesygdom, at føle sig så uundværlig, og jeg tror faktisk godt man kan argumenter for at det er en sund proces, at jeg i denne tid lærer en afbalancering, som jeg bør huske at tage med mig bagefter. Som man siger, der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt noget.

Men når det er sagt, så gør det mig glad at kunne gå lidt på arbejde, og jeg vil nyde det lige så længe jeg kan.


onsdag den 5. juni 2013

En dårlig hårdag

Nej jeg er ikke konverteret til muslim, men fremover vil jeg færdes i gadebilledet med tørklæde på.

De sidste par dage har der været en del hår med i kammen, hver gang jeg redte mig, og i dag fulgte det mere end villigt med, så der nu ligger mere hår på mit badeværelsesbord end der sidder tilbage på mit hoved.

Alt er ikke af endnu og heksehårene under hagen sidder stadig fast, skønt jeg vil hævde der ikke er meget retfærdighed til, hvis ikke de skal slippe taget i kroppen ligesom alt mit meget mere velkomne hår.

Jeg må tilstå, jeg er noget fascineret af processen. Jeg har næppe brugt længere tid foran spejlet siden jeg var teenager end jeg har i dag, hvor jeg igen og igen har redt mit hår og ladet fingrene løbe gennem det og fået små totter med hver gang.

Det har næsten føltes som en lidt højtidelighed afsked - eller farvel og på gensyn, for når den sidste  behandling er ovre, vil håret begynde at vokse ud igen efter en måneds tid.

Nu sidder der en lille tynd rest tilbage endnu, så jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg ser ud som skaldet, men tro mig, det vil blive studeret med stor interesse. Og lige nu er det mere et kuriosum end kilde til fortvivlelse.

søndag den 2. juni 2013

Krop og psyke

At blive konfronteret med en kræftdiagnose er at blive ramt på kroppen eller måske rettere af trusler mod kroppen. Men indtil nu i mit forløb har 'lidelsen' i lige så høj grad været af psykisk som fysisk karakter.

Det psykiske har blandt andet at gøre med spekulationer om hvor udbredt kræften mon var, bekymringer for behandlingsforløbet, det absurde i at få at vide man er syg uden at føle sig syg, den psykiske terror der ligger i kræftsygdommens utilregnelighed, uvished og afmagt på mange planer. Oveni det kommer det underlige faktum at de fysiske gener, jeg oplever, kommer fra behandlingen (operation og kemoterapi) og ikke fra den kræftknude, der ikke længere bor i min krop.

Det er svært ikke at blive optaget af tanker om hvordan krop og psyke hænger sammen i den situation, for i det jeg står i, er det utvetydigt tydeligt, at de er ubrydeligt forbundne. Når jeg formår at holde humøret oppe, plages jeg ikke så hårdt af de fysiske gener. Ligesom det kan påvirke humøret at gå og have ondt eller være utilpas.

Faktisk en ting de er meget optaget af på onkologisk, hvor de i forbindelse med kemoterapien gør meget ud af at fortælle, at den måde man går til disse ting på rent psykisk, også har stor indflydelse på hvordan forløbet bliver.

Der er forskellige måder at opfatte forbindelsen mellem krop og sjæl på. Selv ned gennem kristendommen går der et skel, en græsk tradition der ser kroppen som et nødvendigt onde for den evige sjæl, og en jødisk der forstår både kroppen og sjælen som ligeværdige og begge en udadskillelig del af det enkelte menneske.

Engang gik jeg rundt og troede, jeg havde nok i mit hoved, lidt som den der græske model. På et tidspunkt fandt jeg ud af hvor meget, man bliver snydt for, hvis ikke man tager det kroppen fortæller dig alvorligt på lige fod med hovedet.

På den måde er det godt at tænke de to som forbundne.

Den hyppige misforståelse er at vi med psyken kan bestemme hvad vores krop skal være ramt af. At en kræftdiagnose for eksempler handler om, at der er noget galt med den måde vi tilrettelægger og tænker om vores liv på. Sikke en masse skyld man kan komme til at slæbe rundt med som syg så, og det bliver man jo ikke raskere af at gå og spekulere på oveni.