søndag den 2. juni 2013

Krop og psyke

At blive konfronteret med en kræftdiagnose er at blive ramt på kroppen eller måske rettere af trusler mod kroppen. Men indtil nu i mit forløb har 'lidelsen' i lige så høj grad været af psykisk som fysisk karakter.

Det psykiske har blandt andet at gøre med spekulationer om hvor udbredt kræften mon var, bekymringer for behandlingsforløbet, det absurde i at få at vide man er syg uden at føle sig syg, den psykiske terror der ligger i kræftsygdommens utilregnelighed, uvished og afmagt på mange planer. Oveni det kommer det underlige faktum at de fysiske gener, jeg oplever, kommer fra behandlingen (operation og kemoterapi) og ikke fra den kræftknude, der ikke længere bor i min krop.

Det er svært ikke at blive optaget af tanker om hvordan krop og psyke hænger sammen i den situation, for i det jeg står i, er det utvetydigt tydeligt, at de er ubrydeligt forbundne. Når jeg formår at holde humøret oppe, plages jeg ikke så hårdt af de fysiske gener. Ligesom det kan påvirke humøret at gå og have ondt eller være utilpas.

Faktisk en ting de er meget optaget af på onkologisk, hvor de i forbindelse med kemoterapien gør meget ud af at fortælle, at den måde man går til disse ting på rent psykisk, også har stor indflydelse på hvordan forløbet bliver.

Der er forskellige måder at opfatte forbindelsen mellem krop og sjæl på. Selv ned gennem kristendommen går der et skel, en græsk tradition der ser kroppen som et nødvendigt onde for den evige sjæl, og en jødisk der forstår både kroppen og sjælen som ligeværdige og begge en udadskillelig del af det enkelte menneske.

Engang gik jeg rundt og troede, jeg havde nok i mit hoved, lidt som den der græske model. På et tidspunkt fandt jeg ud af hvor meget, man bliver snydt for, hvis ikke man tager det kroppen fortæller dig alvorligt på lige fod med hovedet.

På den måde er det godt at tænke de to som forbundne.

Den hyppige misforståelse er at vi med psyken kan bestemme hvad vores krop skal være ramt af. At en kræftdiagnose for eksempler handler om, at der er noget galt med den måde vi tilrettelægger og tænker om vores liv på. Sikke en masse skyld man kan komme til at slæbe rundt med som syg så, og det bliver man jo ikke raskere af at gå og spekulere på oveni.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar