fredag den 26. juli 2013

Kvindelighed, seksualitet og sygdom

Emnet i dette blogindlæg har jeg kredset om en tid i mine tanker, det er svært fordi det er en meget personlig og privat ting, men da jeg nu har sat mig for at denne blog skal tage fat i tabu og vise alle sider, så virker det forkert for mig at blive ved at gå udenom.

Sådan en kræftdiagnose og dens følger kan røre ved mange ting og tanker. Det har også ramt mig et sted, hvor jeg egentlig troede jeg var urørlig.

Som jeg har skrevet om tidligere i denne blog var jeg sent ude i livet med at anerkende og give min krop den plads i mit samlede system, som nu for mig er med til at alting hænger bedre sammen i mit liv og min måde at takle de udfordringer der kommer til mig på.

Det var også en indsigt der handlede om, at blive glad for at være kvinde, om sanselighed og forståelse af seksualitet, som en gave det er lovligt at nyde med omtanke. Og om at det at være attraktiv som kvinde ikke handler om det korrekte udseende, men om at være glad for sig selv, sin krop og sin kvindelighed.

Det betyder ikke, at jeg ikke er forfængelig, det er jeg skam som alle andre, men det betyder jeg længe har haft en indre viden om at skønt jeg ikke er i besiddelse af en klassisk skønhed, er det ikke det der afgør min attraktivitet som kvinde. Så egentlig troede jeg at det var en sag, der var på plads engang for alle.

I mit kringlede hoved har jeg endda nogen gange tænkt, at det er en gave ikke at være så smuk i klassisk forstand, for så har jeg ikke det problem, som jeg har set nogen kvinder slås med, at deres selvtillid kan ligge så meget i udseendet, at alting vakler når det perfekte begynder at gå opløsning.

Men så får jeg kræft. Og lige nøjagtig de to ting jeg nok forbinder mest med min kvindelighed og sanselighed, bliver ramt. Jeg beholder mig bryst, men det er er arret og trækker sig sammen, så det ligner et tvillingebjerg. Jeg taber mit hår, og synes egentlig jeg er smuk nok uden, men samtidig rummer håret et væld af symboler på sanselighed, intimitet og omsorg for mig.

Og pludselig forstod jeg, at jeg er sårbar på alt dette, jeg er som alle andre mennesker og slet slet ikke urørlig. De ting vi finder ud af om os selv og lærer at håndtere, skal genopdages fra tid til anden.

Jeg er i forvejen et rimeligt blufærdigt menneske, men der opstod en ny undseelighed ved tanken om at lade en mand se det sårede bryst eller røre min skaldede hovedbund.

Det tog noget tid og er ikke relevant i dette forum hvordan, men heldigvis er det gået op for mig, at den undseelighed er noget der ligger hos mig, nøjagtig lige som hvis man tror en forkert frisure eller for små eller store bryster eller en bums på kinden, gør dig mindre attraktiv.

Det handler stadig om selvaccepten og kærligheden til sig selv og ikke noget som helst andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar