fredag den 23. august 2013

At fise den af på kemoterapi

"Hvis arbejde er så sundt, så sæt de syge til det." Mon Jakob Haugaard selv var klar over at hans valgslogan fra 80'erne, nærmest var en spådom om fremtidens politik?

Jeg modtog i går brev fra kommunens socialafdeling i anledning af min sygemelding, og jeg kan mærke, det er rigtig svært for mig ikke at føle mig krænket.

En meget lang smøre hvor det væsentligste budskab er, at jeg skal være klar over, at hvis jeg ikke lever op til dit og dat, så er jeg jo ikke berettiget til at min arbejdsplads får refusion for min sygdom. En formaning om at skemaet skal være inde i rette tid, og at jeg er forpligtet til at være tilgængelig på digital post, mens jeg måttte lede længe og grundigt på kommunens hjemmeside for at finde en mail-adresse jeg kunne returnere skemaet til.

Jeg ved godt det er lovgivningen, der skaber denne uhensigtsmæssige kommunikation. Jeg ved også godt sådan et brev og skema er en standard, som jeg ikke nødvendigvis passer særlig godt ind i. Jeg anerkender også at bestræbelserne for at skabe en vej tilbage på arbejdsmarkedet, kan være en god håndsrækning givet på rette tid.

Men når man som jeg har kæmpet med næb og klør for at blive ved at gå på arbejde så længe som muligt, kastet håndklædet i ringen med stor sorg og allerede har drøftet vejen tilbage med min arbejdsgiver, så er sådan et brev en ganske voldsom omgang at blive præsenteret for.

Er det mon samfundets syn på mig nu, at jeg går her og fiser den af på kemoterapi? Bør jeg i virkeligheden have dårlig samvittighed, når det lykkes mig at plukke blåbær, hygge mig med gode venner eller selv tage ud at købe ind? For burde den energi ikke kanaliseres ud i en eller to timer på min arbejdsplads?

Måske den i forvejen allersværeste afvejning for os danskere, der er opvokset med en vestlig, pligtorienteret arbejdsmoral: Syg - så ligger man i sengen og kan dårligt slæbe sig ud på toilettet. Alt andet er pjat.

Den har jeg jo selv kæmpet rigtig meget med i dette sygdomsforløb, så meget at jeg måske en periode var ved at blive en belastning for mine kolleger og min arbejdsplads, pga. den konstante usikkerhed om hvad jeg kunne yde og kunne tage mig af.

Men hvad er det der lige nu er i min og samfundets interesse? Det er vel at jeg bliver rask og i stand til igen at varetage mit elskede arbejde. Hvordan bliver jeg det?

Ved at pine al rest af energi ud i forhold til at kunne tage nogle timer på arbejde? - eller ved at tage vare på min krop og psyke så jeg heler og finder energi til at stå behandlingerne igennem?

Jeg tror, det er den sidste forståelse af sygdom og helbredelse, jeg mangler i systemets tænkning om dette, som jeg også har manglet før det nu rammer mig personligt. Det er jo sundt og godt, at have en tilknytning til et arbejdsliv, i hvert fald så længe ens forudsætninger er på en måde, så det tilfører lidt energi eller overskud.

For mig personligt har det været rigtig, rigtig godt at kunne blive ved at gå på arbejde så langt i mit forløb, som det lykkedes mig at gøre. Både i form af mulighed for at tænke på andet og det at bevare tilknytningen til kolleger og bare livet udenfor egen dør.

Men jeg blev også ved så længe, at det trods sorgen over det, var en ufattelig stor lettelse at give slip, for jeg behøver alle mine kræfter til det andet projekt lige nu, at komme hel igennem min kræftbehandling.

Jeg tror det er rigtig vigtigt, vi tænker begge aspekter med ind, når syge medborgeres situation skal varetages. Hvad er det tid for, for den enkelte? At arbejde på helbredelse eller på at skabe eller nyskabe en arbejdshverdag?

Og så tror jeg vi skal væk fra den der gamle med, at er man syg så ligger man da i sengen. Måske er det bedre at få gået en tur, tage i motionscenter eller gøre noget der er godt for sjælen, også i forhold til hvor hurtigt vi bliver i stand til at yde igen.

Der skal nogle afbalanceringer til, som tidens tænkning omkring alt dette ikke ligefrem gør det nemmere at finde frem til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar