Kunstterapi som selvomsorg

En af de ting jeg har brugt gennem dette forløb er min kærlighed til at male og min viden om, hvordan det kreative også kan have en helende virkning. Flere af de akrylmalerier der har hjulpet mig er vist og fortalt om i denne blog.

 

Det kan have mange forskellige funktioner, afløb for svære følelser, skabe ro, skabe nye erkendelser og indsigter, som ligger uden for det, det er til at tale sig frem til.

 

Når udtrykket er ude af en selv og står på lærredet eller papiret, står det der og fortæller en historie, som ikke kan redigeres på samme måde som vi hele tiden gør med det vi siger eller tænker. Nogen gange er det bare godt at gå og se på det igen og igen, og fornemme - det er jo sådan det er. Andre gange kan en samtale om billedet åbne for nye perspektiver og indsigter.

 

På det seneste har jeg mødtes med en veninde for at male med plakatfarver sammen. Sidste gang blev det hende her, og hun passer meget godt til min følelse af trummerummen med kemoterapien, at jeg lidt blev lukket inde i min egen lille verden.

 Når jeg ser det fortæller det mig også, at det er lykkedes mig at stå det igennem uden at gøre det til et stort sort hul - men jeg forstår også en hel masse om hvilken slags udfordring, det har været for mig uden at jeg kan eller behøver sætte en hel masse ord på.

Det er der noget rigtig hjælpsomt i, en hjælp til at være i verden og genkende og anerkende, at det er sådan det er. At det så ikke huer mig at fuglen på maven er kommet til at ligne den tyske ørn, er en anden sag. Det er en gåde, som jeg ikke lige har noget svar på.


I dag blev det så til denne glade træstub med pip i låget, en fuglerede med et par gabende unger. I snakken om den nævnte min veninde maleriet fra gangen før, fordi hun oplevede denne her som en fortsættelse.

Og det giver rigtig meget mening i mit hoved, for skønt min krop stadig er solidt fanget i reaktionerne på den sidste kemo, føler jeg mig i den grad sat fri af at den sidste også helt bogstaveligt er den sidste og jeg er ovre den hurdle.

Så nu kan jeg kigge på denne her og tænke, ja men det jo sådan det er. Godt nok er jeg som træstubben lidt hjælpeløs og sat tilbage, men den er veltilpas og ikke lukket inde af nogen cirkel, den rækker ud i livet.

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig rigtig meget til at komme i virke som kunstterapeut igen, men sikke et privilegium at have et arbejde, hvor man kan øve sig på sig selv i trange tider.