Vendepunktet

Nu er det ved at være en uge siden, jeg fik min sidste kemobehandling, og det har gjort rigtig meget ved mig at være kommet frem til det sted. Der er befrielse og lettelse i det, det er faktisk ikke rigtig til at forklare, men der er sket en ændring i mit hoved eller min psyke. Måske kan det beskrives som en frigørelse af mental energi.

Det giver sig udslag i en stor lyst til at gøre ting og lægge planer. Jeg er optaget af min tilbagevenden til mit arbejde, skønt det stadig ligger nogle måneder ude i fremtiden, jeg er optaget af at komme i gang med min motion igen, jeg har intentioner om at male - mine tanker er vidt omkring og i alle mulige hjørner.

Lige nu er der bare det aber dabei at min krop ikke har den energi, som er kommet til mig psykisk. Jeg har endnu ikke reageret igennem på den sidste kemo og det kræver sin kvinde og det meste af den kropslige energi, jeg har.

Det er stadig en udfordring at tage bad for eksempel, og i dag da jeg ville male måtte jeg opgive før jeg var nået op af trappen og finde ind på sofaen i stedet. Når jeg tager mig til noget, så går der ca. 10 minutter, når det går højt, og der er ikke andet for end hvile.

Alligevel føles det rigtig godt, at jeg har lysten til at ville noget, selvom jeg lige nu vil mere end jeg kan.

Jeg tror, det er fordi der ligger en forjættelse i den lyst eller energi, en forjættelse om at det skal nok komme, og at det i hovedtræk kommer til at gå op ad fra nu af.

Jeg føler mig lidt som et dyr der skal løbe væddeløb, det er lukket inde i en boks, det kan mærke energien, men lågen er lukket, så energien kører bare rundt i den lille boks, men når der bliver lukket op - så waow, så er det ud over stepperne.

Og det at kunne mærke den energi er lidt som at blive givet tilbage til livet.